Billedet her ved siden af, er taget af undertegnede i blinde med kameraet vendt imod mig selv på Bellahøj ud for Nr. 20-22, Sankt Hans Aftens Dag 2006, Under en af mine utallige fototure i området, før Sankt Hans-festen.

Men nok om billedet i denne her omgang. Det handler jo om mig selv. Så derfor siger jeg nu bare: "Dag, Dag, velkommen til min livshistorie og god fornøjelse med læseriet". Jeg hedder som nævnt på forsiden, Christian Bugge, og er mere præcist født på tirsdag den 6. marts 1973, kl. 14:15 på Rigshospitalet i København, men opvokset de første 9½ år af mit liv, som efternøler i kernefamilie på 5 personer: en små 11 1/4 år ældre storebror, en små 8 3/4 år ældre storesøster, en far der var praktiserende læge på Vesterbro med min mor som sekretær, i et 145 kvadratmeter stort etplanshus på Treinsvej 3. i Dragør

Da mine forældre blev separeret i september 1982 og skilt året efter, og mine 2 ældre søskende nogenlunde samtidigt flyttede hjemmefra, blev jeg - som den eneste - i det store hus sammen med min far, som fik forældremyndigheden over mig - det var min mor og ham trods alt blevet enige om. Men det holdt kun i små 3 års tid, før min far i en alder af 56 år, 10 måneder, 2 uger og 1 dag, døde af 2 på hinanden følgende blodpropper med godt 3 måneders mellemrum, på onsdag den 31. juli 1985. Og dermed mistede jeg min far i en alder af bare små 12½ år

Så kom jeg over til min mor, at bo, som stadig boede i Dragør. Og efter lidt kamp med kommunen, til sidst fik forældremyndigheden over mig. Men da jeg allerede dengang var begyndt, at gå i puberteten, holdt det kun i 2 tår og 9 måneder, til kort efter jeg var fyldt 15 i april 1988. Så q' min mor ikke tøjle mig og mit pubertetsoprør mere, og jeg kom ud, at bo en måneds tid hos min storesøster på Vesterbro i en måneds tid, til Dragør Kommune, havde fundet en lidt mere permanent boløsning for mig.

Og den hed en ungdomspension ude på bøhlandet i Taastrup, ved navn Thorshøjgård, som jeg kom ud på, på torsdag den 12. maj 1988. Men der mistrivedes jeg i sådan en grad, at jeg benyttede enhver lejlighed til, at stikke af og flygte hjem til min mor. Men der sku' gå 9 måneders tid før Dragør Kommune fattede det og fandt et andet sted til mig. Og denne gang var det en plejefamilie på Fyn, som jeg kom ud, at bo hos efter 9 måneder, 3 uger og 1 dag på Thorshøjgård, nemlig dagen før min 16 års fødselsdag, på søndag den 5. marts 1989.

Men jeg kom fra asken og i ilden. For manden i huset, var en 43-årig hollænder ved navn Frits Hoedemann, som q' tale næsten flydende dansk. Han var socialrådgiver - og vidste derfor hvilket knapper han sku' trykke på, for, at få drejet tingene til sin fordel, led af lidt storhedsvanvid, havde et drabeligt temperament og var voldelig. Ydermere, var de 2 kvinder fra hhv. Kommunen og Amtet mere eller mindre i lommen på ham. Så der mistrivedes jeg i den grad også i sådan en grad, at jeg var parat til, at true min mor med selvmord, hvis ikke hun fik mig ud derfra - men nåede dog ikke, at gøre det.

For al den vold og skældud jeg fik af ham Frits, som dog aldrig slog mig, men havde for vane, at gribe fat i reverset på mig, og presse mig op imod en væg og true mig, hvis ikke jeg makkede ret - men det var også alt rigeligt, sku' jeg hilse, at sige. Men alt dette havde gjort, at jeg ikke turde fortælle min mor sandheden om, hva' der skete ovre på Fyn, af frygt for repressalier fra ham. Det lagde min overvågne mor mærke til, og sammen med den kommunikation de havde indbyrdes, hvor Frits tegnede et billede af mig, min mor slet ikke q' genkende, begyndte hun så småt, at q' se et mønster i Frits' adfærd, som hun havde set før tilbage i sin pure ungdom, hvor hun passede de børn, som senere blev nogle af mine fætre og kusiner, på min fasters gård, hvor hun mødte min far og blev smaskforelsket i ham. Men min faster var noget vægelsindet dengang - det er hun ikke mere.

Hun q' græde det ene øjeblik, hvis hendes underdanige mand ikke ville gi' hende avisen på hendes ordre. Det næste øjeblik, q' hun herse med og skælde ud på stuepigerne - herunder min stakkels mor, som lige var gået ud af skolen og end 16-17 år gammel. Og det næste øjeblik igen, q' hun så være sukkersød og imødekommende for evt. ankommende gæster ude på gårdspladsen. Hun så mange lighedspunkter med Frits bare på en anden måde. Men alene q' hun ikke gøre så meget. Så da hun fik et brev fra ham, hvor han virkeligt gik amok og ga' min adfærd et skud for borgen - en adfærd min mor slet ikke q' genkende - og der ikke var nogen hjælp, at hente hos de 2 piger fra Kommune og Amt, besluttede hun sig, for, at vise brevet til en børnepsykiater, som mig og min mor havde gået hos tidligere. Bare for, at få en professionel - som oven i købet kendte mig - hendes helt uvildige øjne på, at det ikke var min mor, der var åndssvag.

Og så tog det fart. Da børnepsykiateren havde givet udtryk for forfærdelse over dette brev og givet min mor ret i, at det ikke var hende der var åndssvag, så fik min mor organiseret en efterårsferie for mig hjemme hos hende med ankomst på tirsdag den 24. oktober 1989, og så slog hun til: I mellemtiden var hun flyttet fra Dragør og op i Bellahøjhusene, hvor hun stadig bor, pr. fredag den 31. marts 1989 - altså bare 3 uger og 5 dage efter, at jeg flyttede over på Fyn. Og nu forlangte hun, at der blev afholdt et møde hjemme hos hende, med min bonusfar - som underviser i ledelse og kommunikation - som bisidder. Frits havde dog også taget en bisidder med: En mangeårig ven, som var lisså stjernegal, som ham selv. Han arbejdede på ungdomspension på Lolland, hvor de bl.a. havde for vane, at binde folk til skorstenen oppe på taget, hvis de ikke makkede ret.

Så bølgede mødet lidt frem og tilbage, men på et tidspunkt var min bonusfar nødsaget, til, at gå til et andet møde. Jeg havde inden mødet aftalt med min mor, at uanset, hva' der skete, ville jeg godt snakke med hende i enerum under 4 øjne til sidst. det tidspunkt, var ved, at være inde. Og efter, at ha' bedt om lov - og fået det - gik min mor og mig ind et lille værelse ved siden af stuen og lukkede døren efter os, hvor jeg nærmest panisk skrækslagen, tryglede min mor ikke, at sende mig tilbage til Fyn. Og det lovede hun mig. Så gik vi ind i stuen igen og takkede pænt nej til deres "tilbud" om, at bo hos dem. Så røg de op som trold af en æske og skældte og smældte, nok mest fordi, at Frits ville miste en fed hyre fra Dragør Kommune, ved ikke, at ha' mig boende mere.

Men der var ikke noget, at gøre, vi havde loven på vores side, og det var Frits godt klar over. Så de tog hjem til Fyn med uforrettet sag uden mig. Da min bonusfar senere på aftenen vendte hjem fra sit andet møde, var han lettet over, at se, at jeg stadig var der. Nogle dage senere sendte han ærligt hele mit habbengut retur til Bellahøj med 2 flyttefolk. Og så var det heldigvis et afsluttet kapitel i mit liv. Og jeg bad min mor, om aldrig mere, at sende mig væk før jeg flyttede hjemmefra - og det lovede hun.

Da nu begge mine søskende havde været på højskole, ville jeg også det. Så efter, at ha' sundet mig lidt i 10 måneders tid oven på de ubehagelige oplevelser, tog jeg over på Nørgaards Højskole i Bjerringbro, da vi var blevet anbefalet den fra en bekendt til min søster via min søster. Og det var faktisk en udmærket højskole, hvor jeg havde 2 gode semestre der: Fra august til december 1990 og efter julen fra januar til juni 1991. Og det var der, jeg stiftede bekendtskab med computerens vidunderlige verden og brugen af denne.

Efter afsluningen af de 2 på hinanden følgende semestre, stoppede jeg endegyldigt på højskolen, og kom standsmæssigt hjem i en flyttevogn fra Bjerringbro til Bellahøj med alt mit habbengut bagi, til en regning til min mor på ca. 3.000,- kr. Siden da boede jeg så hos min mor og min små 9 år yngre bonusfar på Bellahøj helt oppe på 9. sal, i de næste godt og vel 4 år og 10 måneders penge, til jeg i en alder af 23 år, 1 måned, 2 uger og 5 dage, flyttede hjemmefra, på torsdag den 25. april 1996, kl. 12:18:32, da jeg blev bedt pænt om det af netop min mor og bonusfar. Og der flyttede jeg over i denne her lejlighed, hvor jeg bortset fra 3 måneders genhusning i Sundby på Amager og Søborg ved København i forbindelse med en vandskade i min lejlighed i foråret og forsommeren 2004, har boet i lige siden i nu godt og vel 11½ års penge. Det er en lille - også alt for lille - etværelses lejlighed på beskedne 36,6 kvadratmeter i lidt spøjs ejendom fra 1962, som for godt et halvt års penge siden, har fået nyt tag på. Den ligger som nævnt andet steds her på hjemmesiden på følgende adresse: Frederikssundsvej 125b 3. sal altangang dør 1 lejlighed 7 2700 Brønshøj, hvis du sku' få lyst til, at sende mig et brev pr. sneglepost. Ellers er denne her livshistorie om undertegnede altså foreløbigt slut - håber du nød den.