Jeg har nu prøvet på at skrive denne beretning 3 gange i dag, kl. 12:18:56, kl. 14:25:33, og kl. 14:50:01, men første gang opstod der en fejl i min browser, som resulterede i, at den lukkede ned og jeg mistede alt, hvad jeg havde skrevet. De 2 andre gange genstartede min computer med samme resultat til følge – sidste gang skete det sågar da jeg ville gemme det.
Nu har jeg så droppet at skrive det direkte ind på min hjemmeside. Og i stedet har jeg nu skrevet denne tekst i et Word-dokument, hvor jeg har mere styr på sagerne, hvorefter jeg har kopieret teksten ind i denne årbog bagefter.
Men i dag er det i øvrigt en kombineret, min for længst hedengangne farbror Thomas’ 82 års fødselsdag, sangeren Povl Dissings 70 års fødselsdag og designeren Margit Brandts 63 års fødselsdag med en sammenlagt alder på 215 år i alt her i 2008, på søndag den 27. januar 2008.
Selve fejringen af min bonusfars 65 års fødselsdag foregik 3 dage efter den rigtige fødselsdag, i går lørdag den 26. januar 2008, kl. 15:00 i et beboerlokale på Bellahøj, hvilket jeg vender tilbage til lidt senere.
Men netop denne dato var hhv. skuespilleren Paul Newmans 83 års fødselsdag og vores egen nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussens 55 års fødselsdag med en sammenlagt alder på 138 år, og en forskel de 2 sammenlagte år i går og i dag på 77 år, som min mor bli’r i 2011 – 100-året for min hedengangne mormors fødsel – men det er en helt anden snak. Tilbage til historien: Til festen var vi 17 mennesker fra den nærmeste familie alt inklusive. Det var lige fra min ældste bonusstoresøsters eneste søn på bare godt og vel halvanden måned, min yngste bonusstoresøsters 2 drenge på hhv. små 3 år og knap et halvt år, over de lidt ældre børn såsom f.eks. min yngste og ældste nevø og eneste niece på hhv. 8, 21 og 15 år, til de mere voksne som mig selv i 30-40-50 års alderen, afsluttende med de 2 alderspræsidenter i min mor på 73 år og min bonusfar på altså 65 år.
Men det hele startede hjemme hos mig selv, kl. 10:00, om formiddagen, hvor jeg stod op. Dernæst gik jeg efter, at ha’ redt min seng, ud og pissede af m.m. inden jeg lige fandt noget rent kluns og et par rene håndklæder: 1 stort til kroppen og et lille til håret, frem, som jeg sædvanen tro lagde ind på min høje Wegner-lænestol under fjerneren.
Så tømte jeg brusekabinen for vasketøj m.m. Og så havde jeg ellers planeret, at barbere mig, men i kampens hede glemte jeg, at sætte min barbermaskine til opladning aftenen forinden, så det måtte jeg droppe. Jeg ville også lige skylle mine øre rene for voks, men da jeg ikke ku’ barbere mig, syn’s jeg heller ikke, at der var nogen idé i af skylle ørene, da de 2 ting hænger uløseligt sammen for mig.
Så det må alt sammen vente til min egen 35 års fødselsdag om ca. halvanden måneds tid fra nu. Det ga’ mig pludseligt en halv times tid ekstra, at ”lege med”, som jeg tilbragte afslappende på sengen, fra ca. kl. 11:00, til kl. 11:30.
Og i løbet af de efterfølgende ca. 20 minutters tid fik jeg lige de sidste detaljer på plads med bl.a. at pisse af endnu en gang og lægge det lille håndklæde – en lille lækker lyseblå sag, ud i badeværelset, så jeg ka’ nå den fra brusekabinen til, at tørre sæben af øjnene med. Men omsider gik jeg så i bad på hele 1 time og 20 minutter sådan cirkus, fra ca. kl. 11:50, til kl. 13:10. Derpå gik jeg dryppe, dryppe, dryppe, ind i stuen og fattede den store badehåndklæbe – en yderst gasblå sag fra Conair.
Efter nogle minutter havde jeg tørret mig færdig, og gik derefter i lag med, at presse de sidste sørgelige rester ud af min Axe-Click-deodorant og kæmpede med, at få de sprayet ud over det meste af min krop, da himlen pludselig åbnede sine sluser og en yderst veludrustet og heftig, men også kortvarig regnbyge brød løs i sådan en grad, at jeg var lykkelig for, at jeg ikke var ude i det, og sagde: ”Hold da kæft... Hold da kæft, mand!!”
Men regnskyllet holdt som nævnt heldigvis hurtigt op igen mens jeg nu fik smidt den tomme deodorant ud i badeværelset så den endte ude i brusekabinen.
Derefter trak i noget kluns bestående af: et par grå minitrusser fra J|B|S, et par sorte sokker fra Claudio, en ny gul T-shirt med smalle hvide striber på tværs og knapper i halsen og et par gasblå cowboybukser fra Oscars Basic.
Da det var gjort og jeg havde ført mit bælte igennem bæltestropperne og taget mine sko på, havde jeg lige lidt tid tilovers (Jeg var rent undtagelsesvis i god tid).
Den ekstra tid brugte jeg til, at gå lidt op og ned ad gulvet og tale med mig selv i cirkus en lille halv times tid, fra ca. kl. 13:45, til kl. 14:10-15-stykker, hvor jeg så lige programmerede min ene harddiskoptager til, at optage underholdningsshowet ”Danmark Indsamling” på DR1, fra kl. 20:00, til kl. 22:30 (Progammering: Fra kl. 19:57, til kl. 22:40), så jeg var sikker på, at få en eventuel forlængelse med.
Da det var vel overstået og gjort, tog jeg bl.a. ur og trøje på: en ny lysegrå sweatshirt med et gult og mørkegråt Harlekinmønster på, som jeg sammen med T-shirten havde byttet mig til i H&M i Rødovre Centrum på store byttedag: Torsdag den 27. december 2007, fra en hvid polo-T-shirt og en grøn hættetrøje, som ikke lige er mig, men som jeg ikke desto mindre havde fået i julegave fra min storesøster juleaften 2007.
Afslutningsvis tog jeg min dynejakke på og samlede mine ting sammen: kamera, kort, batteri og ikke mindst alle fødselsdagsgaverne. Derpå tog jeg af sted omkring, kl. 14:30, i et vejr, der var rigtig godt gammeldaws sprødknasende tørvejr med halvstore drivende skyer på en gasblå himmel.
Aftenen forinden havde jeg ringet til min mor og forhørt mig ad om hvor og hvornår det var. Og via min bonusfars baggrundskommentarer fik jeg, at vide, at det var i beboerlokalet ved Nr. 21 på Bellahøj og det var, kl. 15:00.
Men jeg anede jo ikke en rygende skid om, hvor Nr. 21 lå henne, så jeg tog lige en tjekker på oversigtskortet over Bellahøj lige ved den nærmeste indkørsel til Bellahøj. Og der fandt jeg så ud af, at Nr. 21 lå i forlængelse af Nr. 19, som havde en sti ud til ”langsiden” af den anden ”Ved Bellahøj-vej” fra mig – den min mor bor på. Og for, at det ikke ska’ være løgn, så var det sti Nr. 2 på denne ”langside”.
Således opmuntret gik jeg nu nok så lystigt dernedad igennem Bellahøjparken. Og jeg mente, at kunne huske fra mine utallige ture ned til min mor igennem tiden, at der var et lille skilt med Nr. 19 på der hvor stien begyndte. Det var der også i modsætning til den første sti på langsiden. Og den sti jeg skulle ned ad var den, som gik lige forbi den store, stygge, grønne og permanente affaldscontainer m.m. Under hele turen blæste det en halv pelikan, og jeg tænkte: ”Ja, hvis min bonusfar havde været død, så havde vejret været mere passende: Rigtig dejligt begravelsesvejr – Stiv kuling”.
Men da jeg vist havde vinden i ryggen på vej derned, virkede den ikke nær så hård og kold, som den måske ellers burde ha’ gjort. Så jeg havde slet ikke min hætte slået op på noget tidspunkt under hele turen derned, på trods af blæsten.
Bortset fra det gik jeg nu ned ad stien til Nimmer nutten og videre rundt imod højre til Nr. 21. Jeg tog så i noget der lignede en kælderdør med en mat glasrude i. Og minsandten om ikke den var åben, så gik jeg ind og gik lidt rundt i noget, jeg hurtigt fandt ud af, var en cykelkælder.
På et par af kælderdørene inde i kælderen, var der opsat et A4-ark med teksten: ”Toilet” og en pil til højre. Og ganske rigtigt, lidt længere henne var der en låst dør med et andet A4-ark med teksten: ”Toilet beboerrum”. I min fejlagtige tro på, at det var der beboerrummet var tog jeg i knoppen på døren.
Da der var låst, bankede jeg forsigtigt på uden, at få noget svar retur. Så kom jeg til, at kigge ned og så, at der var lysebrune fliser under døren, hvilket fik mig til, at tænke: ”Nå, men så er det jo nok der toilettet til beboerrummet er, men hvor er så beboerrummet henne”.
Jeg gik så tilbage af den vej jeg var kommet i min kontinuerlige søgning efter en dør, hvor der stod beboerrum på, da min bonusfar i det samme kom ind af den dør jeg var kommet ind ad. Vi sagde hej til hinanden, og så fulgte jeg med min bonusfar ind ad en helt neutral hvid sidedør uden noget skilt som der stod beboerrum på. Men ikke desto mindre var det der, det foregik, og jeg var kommet som den første gæst. Med det samme gik min bonusfar hen og smurte nogle teboller med Kærgården.
Han fortalte så, at han havde købt de i alt 24 teboller i dyre domme til en 5’er (4,95 kr.) stykket nede hos den lokale bager Bodenhoff på hjørnet af Bellahøjvej og Næsbyholmvej. Min mor havde ringet ned og bestilt de 24 toboller og 4 stænger wienerbrød hos bageren 2 timer i forvejen samme dag som festen, kl. 12:00, og så var min bonusfar nede og hente det hele alene, kl. 14:00, eller rettere, kl. 14:10, da min mor havde dårligt både ben og fod, og ikke ku’ gå med ham.
De 24 teboller bestod af 12 uden rosiner og 12 med rosiner og kostede som sagt 4,95 kr. stykket x 24 = 118,80 kr. til sammen. Og de 4 stænger wienerbrød kostede efter mine beregninger 32,675 kr. x 4 = 130,70 kr. således, at det endte op med, at blive hele 249,50 kr. – og min bonusfar var nærmest rystet og sagde til ekspedienten: ”Så skulle det da også være betalt”.
Ellers hyggesnakkede mig og min bonusfar sammen mens jeg undervejs satte gaveposen fra mig på en stol ovre i hjørnet ved siden af et tøjstativ, inden jeg bagefter tog min jakke af og hængte den på en bøjle på selvsamme tøjstativ.
Da min bonusfar efterfølgende så min nye trøje, spurgte han: ”Er det en ny trøje du har på der?” ”Ja, det var den jeg byttede den hættetrøje og poloshirt til i H&M ude i Rødovre Centrum, som jeg fik af Anna i julegave”. ”Den er nydelig”, sagde min bonusfar.
Lidt efter trådte min mor ind ad døren med både hætte og hue på (grå hætte og hvid hue). Og med min egen erfaring med, at ha’ både hætte og hue på, på samme tid, hvor huen kører rundt på knoppen af mig og ustandseligt falder ned i øjnene, fik mig til naturligt nok, at spørge hende: ”Får du ikke huen ned i øjnene hele tiden, når du har hætten på samtidigt?” ”Næh, det gør jeg ikke”, lød svaret. ”Nå, men de gange, hvor jeg har forsøgt på det, har den kørt rundt på knoppen af og røget ned i øjnene hele tiden”. ”Nå, okay, jamen mig generer det ikke”, svarede hun.
Lidt efter ga’ også hun udtryk for, at det var en pæn trøje jeg havde på, da jeg havde givet hende samme forklaring med, at jeg havde byttet mig til den i H&M ude i Rødovre Centrum. Men jeg havde dog ikke omløb nok i pæren til, at trække op i trøjen, så de også ku’ se min gule T-shirt indenunder. Men det ka’ jeg jo gøre ved en senere lejlighed når min vej falder forbi dem på Bellahøj i fremtiden.
Så ga’ min bonusfar udtryk for over for min mor, at det havde været nok med 2 stænger wienerbrød, som han i øvrigt også havde givet udtryk over mig inden min mor kom.
Lidt efter var min bonusfar færdig med, at smøre tebollerne. Og det var kun lige med nød og næppe, at Kærgården-pakken rakte til alle bollerne. Derefter blev de sat hen på bordet på 2 stålfade: et med rosiner og et uden rosiner.
Omsider kom alle gæsterne lidt ad gangen myldrende ind i en lind strøm. Herunder min storesøster, som minsandten også ga’ udtryk for, at det var en pæn trøje jeg havde på. Og også hun fik samme svar med bytte i H&M i Rødovre Centrum, men igen løftede jeg ikke op i trøjen, så hun ku’ se min gule T-shirt med smalle hvide tværgående striber.
Bortset fra det, gik der sgu ellers ikke mange øjeblikke efter gæsterne var kommet, før, folk havde smidt overtøjet og deres habengut og hyggesnakken gik lystigt. Da gaverne fra de andre gæster blev sat hen på et bord henne i hjørnet, som til lejligheden blev udnævnt til gavebord, valgte jeg også, at fatte min gavepose fra stolen i modsatte hjørne, og få den tømt ovre på gavebordet.
Derefter lagde jeg den tomme gavepose sammenkrøllet ned på en stol inde imod væggen, som stod sammen med 3-5 andre stole rundt om gavebordet, og som jeg havde sat gaveposen på under tømningen.
Og det var oprindeligt en pose fra Tøjeksperten Egebjerg ude i Rødovre Centrum med en bon i fra købet af en trøje til ham der. Bortset fra det, så skulle min bonusfar lige skære wienerbrødet ud, lægge det på fade og stille det hen på bordet, så var der serveret.
Og det var i øvrigt et bord, som bestod af 4 sammenstillede borde af mindre størrelse, som der var lagt en gasblå papirsdug hen over i 2 rullebaner. De var så tapet sammen og fastgjort med yderligere tape hele vejen rundt langs bordkanten.
Men bortset fra det, ku’ vi sagtens være der alle 17 rundt om bordet. Derpå var der ellers som sagt serveret, og efter, at ha’ gjort opmærksom på det et par gange fra min bonusfars side, lykkedes det til sidst, at få folk løsrevet fra deres indbyrdes opretstående hyggesnak og gå til bords.
Jeg satte mig helt bevidst på en plads, som var tæt på et fad teboller – dog uden rosiner… ØV!! Denne plads skulle lidt efter vise sig, at være med min storebror Morten på min højre side og hans ekskone – min tidligere svingerinde – Annette på den venstre side. Så fortsatte ellers hyggesnakken ufortrødent rundt om bordet mens vi alle høvlede indenbords af teboller med og uden rosiner og wienerbrød en masse. Den lille Marcus på små 3 år – min yngste bonusstoresøster Christinas ældste søn – som min bonusfar regnede med, kunne spise en halv tebolle. Han åd 4 gange så meget, altså hele 2 teboller til min bonusfars store overraskelse. Og i det hele taget spiste vi alle sammen mere end min bonusfar havde regnet med.
Pludseligt var der nogen der ville ha’ mælk i stedet for fløde i deres respektive the og kaffe, Så det blev Morten sendt op for, at hente efter, at ha’ fået udleveret nøglerne til min mor og bonusfar Bjarnes lejlighed. Lidt efter, at han var vendt tilbage med mælken, kom så min ældste nevø Sean på små 21½ år.
Men på daværende tidspunkt var næsten alle tebollerne udryddet – kun en enkelt en af hver, hhv. med og uden rosiner, var der tilbage. Så han måtte primært ta’ til takke med wienerbrødet, som vi ellers alle sammen kastede os frådende over, da han lige var kommet af overtøjet og sat sig til bords på en hjørneplads midt imellem min mor og bonusfar.
Lidt senere var det tid til den store stygge gaveudpakning. Så jeg rejste mig op og fik knaldet nogle skilderier af min gaveudpakkende bonusfar og af selve gavebordet, som jeg i øvrigt lægger herind som billede når jeg får det overført.
Jeg havde omkring nytår ringet og fået en ønskeseddel fra Bjarne, som jeg skrev ned på en notesblok og siden hen griflede ind i et Word-dokument, som jeg efterfølgende gemte, printede ud og tog med mig ud i Rødovre Centrum. Og han ønskede sig: Morten Korch-filmene: ”Fløjtespilleren” og ”Flintesønnerne”, ”Cirkusrevyen 2006”, ”Pirates of the Caribbean 3” med undertitlen: ”Ved Verdens Ende”, og endeligt en såkaldt Turtle Neck-trøje i størrelse Medium. Så i bedste Møllehave-stil brugte jeg den som en huskeseddel og købte det hele. Jeg ku’ godt nok ikke få det hele ude i Rødovre Centrum, men det jeg ikke kunne finde der, ku’ jeg til gengæld finde forskellige steder på nettet. Bl.a. hos Homeenter Filmclub, som jeg er medlem af, hvor jeg fandt ”Fløjtespilleren”.
Da jeg ikke selv havde den, bestilte jeg 2, så jeg også havde en til mig selv. Til gengæld var de så ikke plomberede. Og for, at det ikke ska’ være løgn, så glemte jeg, at bede om, at få piratfilmen plomberet, da jeg købte den hos TP-Musik. Og selvfølgeligt glemte ekspedienten, at spørge ad.
Hva’ den der Turtle Neck-trøje angik, så anede jeg ikke en flyvende døjt om, hva’ det var for noget, så jeg gik bare ind hos Tøjeksperten og spurgte en ekspedient om Turtle Neck-trøjer var noget de havde. Så sagde han bare: ”Vi har Turtle Neck der ovre”, og pegede over på et bord med trøjer henne ved udgangen. Jeg gik så derhen, ledte trøjerne igennem og fandt efter noget søgning en grå trøje i størrelse Medium.
Men jeg anede ikke hvordan de så ud, og da Bjarne pakkede gaven op, viste det sig, at jeg havde købt en trøje med V-udskæring og ikke Turtle Neck. Og han havde kun en trøje med V-udskæring derhjemme, som han næsten aldrig brugte. Så det var en bytter.
Bortset fra det, så efterhånden, som Bjarne pakkede den ene gave op efter den anden fra mig af – herunder den forkerte trøje – sagde han: ”Du’ tovlig, Christian”, næsten for hver gave.
Og efterhånden kunne han bedre forstå, hvorfor jeg tidligere på måneden havde bedt min mor om en plovmand, når jeg havde brugt alle pengene på gaver til ham. Fra min storesøster Anna, fik han noget vin: 2 flasker Rødvin fra Sydafrika og 1 flaske hvidvin fra Frankrig i en samlet blågrå papæske med håndtag og et påklistret bamsefødselsdagskort. Fra sine døtre fik han hhv. en lyseblå polo-T-shirt fra Lacoste med lidt smallere mørkeblå tværgående striber, og et par lange hvide underbukser fra J|B|S, som skulle byttes fordi han gerne ville ha’ nogen med termofor i.
Derudover fik han stort set de samme dvd’er som han havde fået af mig, fra øvrigheden men de var i modsætning til mine, plomberede så de kunne byttes. Og for at det ikke ska’ være løgn, så havde han fået 2 af ”Pirates of the Caribbean 2” med undertitlen: ”Død mands kiste”, i julegave, hvor han havde nået, at få byttet den ene af dem til 3’eren inden fødselsdagsfesten.
Så han skulle slet ikke bruge den selvom han havde ønsket sig den oprindeligt. Men der var dog én ting, der faldt i god jord, af det jeg havde givet ham, og det var Morten Korch-filmen: ”Flintesønnerne”. Den var jeg den eneste, som ga’ ham.
Ellers var gaveudpakningen ved, at være vel overstået, Og jeg/vi satte os til bords igen og fortsatte vores storstilede tilintetgørelse af det stakkels wienerbrød. På et tidspunkt i denne proces, hvor jeg havde et fad wienerbrød stående inden for rækkevidde, og det blev rakt over til min ældste bonusstoresøster Natashas kæreste, Nicolai, af Morten, var jeg lynhurtig til lige, at snuppe mig et stykke til mig selv inden fadet forsvandt.
Hvilket fik Morten til, at sige: ”Ja, rolig nu, Christian, du ska’ nok få”. Inden han grinende jokede lidt med det, og sagde: ”Haps! Ligesom en klapperslange”. Og det morede vi os lidt over i min ende af bordet.
Og selv jeg ku’ se det lidt komiske i det og trak lidt på smilebåndet af det. Ellers spiste vi næsten helt op til der kun var 3 stykker wienerbrød tilbage, som blev kylet i køleren. Så hyggede vi os alle 17 i hele beboerlokalet. Sean legede nærmest sædvanen tro med min yngste nevø – hans fætter – Jacob. Men uvist af hvilken årsag spyttede Jacob pludseligt Sean i ansigtet. Hvilket fik Sean til, at sige: ”Det gider jeg ikke, at finde mig i… Så gider jeg ikke, at lege med dig”.
Det fik Jacob til, at slå løs på Sean, inden han blev kaldt til orden hos min storesøster Anna – hans mor. Og på et tidspunkt lidt senere tog Marcus mod til sig og spurgte mig ved grænsen imellem køkkenafdelingen og resten af beboerlokalet, om hva’ jeg hed – vi havde jo ikke set hinanden før. ”Jeg hedder Christian”, svarede jeg. ”Hvorfor har du skæg?” Fortsatte han. ”Det’ fordi jeg ikke har barberet mig”, svarede jeg ham tilbage, og så var den samtale ligesom slut.
Lidt senere igen gik min niece Nanna med Jacob og Marcus ud i cykelkælderen for at lege. Af bar nysgerrighed var jeg på et tidspunkt lige derude at kigge en engang, og de løb bare rundt efter hinanden.
Hovedrystende tænkte jeg: ”De’ tossede!!” og gik tilbage i beboerlokalet, Så spurgte Anna lidt efter, hvor Jacob var. ”Han leger med Nanna og Marcus ude i cykelkælderen”, ku’ jeg fortælle hende. Og da Nanna var med, var hun mere rolig.
Hun var dog lige ude, at kigge selv, og da hun vendte tilbage lidt efter spurgte jeg hende for sjov: ”Nå, var Jacob ude, at pifte nogle cykler?” ”Nej, forhåbentligt da ikke”, svarede hun, da jeg havde gentaget spørgsmålet for hende et par gange, da hun ikke hørte det de første par gange.
På et tidspunkt, da Bjarne havde taget et billede af Nanna i nærheden af sin plads, hvor halvdelen af mig var med på ude i højre side af billede, ville jeg af nysgerrighed lige se det mens Bjarne sad på sin plads. Så spurgte jeg ham om, han overhovedet ku’ få nogle skarpe billeder i den belysning der var herinde, da mine billeder var blevet mere eller mindre uskarpe.
Så viste han mig nogle af de billeder han havde taget, som der var blitz på alle sammen – og de var alle sammen skarpe – mens han sagde: ”De ser da meget skarpe ud”, hvilket jeg kun ku’ gi’ ham ret i. ”Men står det kamera på automatik?” Spurgte han. ”Nej, men det ka’ være, at jeg bare har slået blitzen fra”, svarede jeg og tjekkede det på mit kamera.
Og se ganske rigtig, blitzen var slået fra. Den slog jeg så til og tog et par billeder eller 3 efterfølgende, som blev fint skarpe. Ellers var det så småt ved, at være tid til, at flække noget aftensmad sammen. Og det var Bjarnes berømte Kronegryde – Bjarne er rimelig habil til, at lave mad.
Denne Kronegryde havde han egenhændigt stået bakset sammen helt alene i sit ansigts fodsved aftenen forinden. Min mor plejer normalt, at hjælpe ham med det, men hun var uarbejdsdygtig pga. det dårlige ben og den dårlige fod hun døjer med for tiden.
Så han måtte selv ned og købe ind til det alene og lave maden helt alene som sagt aftenen forinden, hvorefter de – min mor og Bjarne – også spiste det til aftensmad den aften.
Men bortset fra det, så sku’ det nu bare hentes og varmes. Han havde 1 gryde stående i køleskabet i beboerrummet og 2 stående oppe i lejligheden. Så dem var Bjarne oppe at hente sammen med svigersønnen Benjamin og barnebarnet Marcus. For nemheds skyld havde han puttet de 2 gryder ned i hver sin tøjpose, så de var til, at slæbe af sted med. Dem fik Benjamin – en i hver hånd – og så tog Bjarne Marcus i hånden, hvorefter det ellers gik dernedad imod beboerrummet og de andre gæster dernede. Og da de 3 kumpaner kom tilbage, lejede Sean og Jacob slåskamp, hvor Sean bogstaveligt talt i kampens hede, kom til, at ta’ lidt for hårdt fat på Jacob.
Det fik Jacob et raserianfald over, og i bar arrigskab, begyndte han, at slå løs på den angrende Sean, som undskyldte og sagde: ”Det’ jeg ked af, Jacob”. Gentagende gange over for Jacob, som råbte: ”DU ER BARE SÅ DUM!! JEG GIDER IKKE LEGE MED DIG!!” Gentagende gange, inden han gik over og blev trøstet af mor Anna, som forklarede ham, at når man leger slåskamp, må man også finde sig i, at det går hårdt for sig ind imellem.
Så lånte Sean en kuglepen af min mor, fattede en gul serviet og tegnede sig selv som besejret af Jacob, og med teksten: ”Skal vi være gode venner igen?” Og svarmulighederne: ”Ja, Nej, Måske, Ved ikke” med afkrydningsfelter ud for hvert svar.
Den fik Jacob, og efter lidt tøven og rådførelse med sin mor, valgte han til sidst, at sætte kryds ud for ”Ja”, og så var de gode venner igen.
Lidt senere var der efterhånden så småt ved, at være aftensmad. Men inden maden var helt klar, satte jeg mig på Seans hjørneplads, som i mellemtiden var blevet ledig. Og så snakkede jeg lidt med min kære moder, som sad og hvilede sit småværkende understel.
Mens jeg sad der og slappede den og tallerkener, bestik og glas blev sat på bordet, og Sean havde fundet sig en anden plads lidt længere nede af bordet, så sad jeg og småovervejede om jeg skulle blive siddende, men så spurgte min tidligere svingerinde, Annette, om jeg ville sidde på min oprindelige plads, med et: ”Sidder du her, Christian?” Mens hun pegede på min gamle plads, hvilket fik mig til, at sige: ”Ja, okay, det ka’ jeg jo lige så godt”, og satte mig tilbage på min oprindelige plads. Bortset fra det, så var der både ris og kartoffelmos til Kronegryden, som nu alt sammen blev sat ind på bordet: Kronegryden i nogle medbragte skåle, risene direkte i gryden, som også var medbragt, og kartoffelmosen – som i øvrigt var lavet af kartoffelmospulver fra nogle poser, blandet op med spilkogende vand og en klat smør – blev sat ind på bordet i et par af beboerrummets glasskåle.
Så var der serveret: Kronegryde med Ris og kartoffelmos efter eget valg. I øvrigt, det at det hedder Kronegryde, kom sig af, at min bonusfar Bjarne har lavet gyderetten efter egen opskrift om hva’ han selv synes der smagte godt sammen.
Han hedder Krohn til efternavn. Og en dag for efterhånden en del år siden, havde han lavet det til nogle bekendte, han i dag ikke ka’ huske hvem, var.
Men de spurgte af nysgerrighed, og sandsynligvis fordi de også synes det smagte godt: ”Hva’ hedder denne gryderet?” Men da Bjarne som sagt havde lavet retten ud af hovedet fra bunden af, havde den ikke noget konkret navn, og han vidste heller ikke, hva’ han i givet fald skulle kalde den, så han sagde bare: ”Ja, den hedder vel bare ”sammenkogt ret””.
Den fik hans gæster bogstaveligt talt, at tygge på, til der var en af den som sagde: ”Jamen så lad os kalde den ”Kronegryde” eller ”Krohns gryderet”. Og så har den heddet begge dele på skift lige siden – dog mest ”Kronegryde” – som han dog for det meste staver ligesom jeg har stevet det her, altså uden h, i hvert fald på de portionsfryseposer ham og min mor plejer, at pakke den afkølede gryderet ned i og smide det i deres kummefryser, når han med jævne mellemrum har lavet en stor portion. En af hans andre hjemmegjorte retter er, hvad han selv kalder ”Italiensk kødret”, Som principielt bare er spaghetti med kødsovs (”Bendelorm med tyndskid”), hvor han laver kødsovsen – som jeg for sjov kalder ”væltet lokum” – helt fra bunden, og igen helt ud af hovedet – fri fantasi. Men så vidt jeg er orienteret, er det vist efterhånden længe siden han sidst har lavet det.
Nok mest fordi det har været, og stadigvæk er min yndlingsret, når jeg har været på besøg og spist hos min mor og Bjarne, hvorved han ganske enkelt er blevet godt og grundigt træt af det.
Men selvom han måske nok har glemt den helt præcise oprindelige opskrift fra dengang – da han ikke har skrevet den ned – så ku’ han sikkert genskabe det til noget tilsvarende, hvis han sku’ lave det igen – og det ska’ han jo nok på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden gu’ ve’ hvornår.
Og med sine yderst habile evner i køkkenet helt uden, at være kok – for det er han nemlig ikke, han ka’ bare godt li’, at lave mad – har jeg så sent som til denne fest foreslået ham, at han lavede sin egen hjemmeside, hvor han ku’ lægge sine opskrifter ud på, men det har han i hvert fald p.t. desværre ingen interesse i.
Til gengæld har han for dem i familien, som har bedt om det – herunder ikke mig – skrevet sine opskrifter ned i et Word-dokument, og mailet det til dem som en vedhæftet fil. Så de ku’ lave det derhjemme.
Og det er noget specielt hans egne 2 døtre har nydt godt af/gjort brug af. Så han er altså ikke uvillig til, at gi’ sine opskrifter fra sig til familie og venner, men en egentlig hjemmeside for det, nej. Bortset fra Bjarnes veludrustede evner bag et komfur, og for nu, at vende tilbage til den videre historie, så gik hyggesnakken lystigt rundt om bordet. Specielt Morten og Nicolai – som sad nærmest ved siden af hinanden rundt om hjørnet af bordet – faldt rigtig godt i spænd sammen rent verbalt. Men de ser jo heller ikke hinanden så tit så det gør noget.
Og alt dette skete med og uden mad i munden, mens vi alle sammen sad bænket på vores flade rundt om bordet og storguffede Kronegryde med garniture en masse i os. Under hele festen lånte Jacob sin mors kamera med jævne mellemrum – og således også under aftensmåltidet, da han selv var færdig med at spise.
Og minsandten om ikke han så pludseligt sneg sig til, at ta’ et billede af undertegnede undervejs, hvor jeg sidder og spiser fra den anden side af bordet. Hvilket fik mig til, at sige: ”Hva’ fa’en, ta’r du et billede af mig mens jeg sidder og spiser?” Det kunne han jo ikke benægte.
Lidt efter da Anna fik sit kamera tilbage, ville jeg lige se billedet, og rejste mig og gik hen til hende. Anna foreslog, at slette det lidet flatterende billede for min skyld. Men jeg sagde: ”Det behøver du ikke at gøre for min skyld, jeg er ligeglad med hvor åndssvagt et billede er, du skal kun slette det hvis du selv vil”.
Og det fik lidt efter – da jeg havde sat mig tilbage på min plads – mig og Anna – som sad skråt overfor hinanden – til at falde i snak om billedebehandling, hvor jeg fortalte om Photoshop Elements muligheder og, at det kun kostede 7-800,- kr. i modsætning til den fulde version af Photoshop, som kostede 5-6.000,- kr.
Og jeg tror faktisk, at jeg minsandten fik overtalt hende til engang ude i fremtiden, at købe den nyeste version af Photoshop Elements, som så hut jeg visker, er 6.0 for tiden, da hun vist kun har Microsofts eget lidt primitive billedbehandlingsprogram, Pictureeditor eller tilsvarende og evt. den software der fulgte med kameraet. Så det var måske rimeligt tiltrængt med et nyt og meget mere avanceret program af slagsen til samme formål.
Jeg fortalte så også at Photoshop Elements så vidt jeg er orienteret, kun kunne fås på engelsk, men at bladet ”Digital Foto”, som jeg selv abonnere på, nærmest kunne bruges som en slags dansk brugsanvisning til programmet, da de i hvert blad, havde nogle forskellige øvelser i brugen af både Photoshop Elements og storebroderen Photoshop.
Før jeg begyndte at abonnere på bladet ”Digital Foto”, kendte jeg slet ikke til de to programmers eksistens, men ret hurtig efter jeg startede mit abonnement, måtte jeg erkende, at det vist var lidt af et must, at jeg havde i hvert fald det ene af programmerne. Så jeg valgte det billigste, ”Photoshop Elements 2.0”, og spenderede de 7-800,- kr. det kostede. Hvorefter jeg drog hjem og installerede det på min computer, hvor jeg har haft det lige siden.
Men nu vil jeg gerne investere i den nyeste version 6.0 – som jeg formoder koster det samme – men nu falder det bare på, at min computer sandsynligvis ikke lever op til det nye programs systemkrav, så jeg må nok vente en rum tid med, at købe det til jeg har penge nok til, at købe en ny computer eller få den gamle opgraderet, men det bliver sandsynligvis først engang i 2009-2010 velsagtens.
Bortset fra dette lille sidespring – og for nu at vende uhyggeligt frygteligt tilbage til den videre historie – så spurgte Anna nu, om jeg ikke ku’ vise hende programmet på min egen computer. ”Hvornår får vi din lejlighed, at se? Var der ikke engang noget med en housewarming?” ”Joe, det var der måske nok”, svarede jeg tøvende. ”Hvor længe er det du har boet der?” Fortsatte hun. ”I små 12 år”, svarede jeg ”Ku du så ikke vise den frem for mig?” Spurgte hun. ”Jo, hvis du ka’ affinde dig med, at min lejlighed er møgbeskidt og den roder af helvede til, så ska’ jeg da gerne vise den frem for dig”, og så døde den samtale ligesom ud.
Men i øvrigt så har Anna – som er min skarpeste kritiker – nærmest lige siden jeg flyttede ind i min nuværende lejlighed tilbage i april 1996, nærmest tigget og bedt mig om hun ikke nok måtte se min lejlighed.
Og det må hun for så vidt hellere end gerne, men det falder bare på, at jeg ska’ gennemføre en større rengørings- og oprydningsproces på flere dage, ja, måske endda uger, og det orker jeg ligesom ikke lige nu.
Dog ska’ det retfærdigvis lige siges, at jeg planerer at udfører en gennemgribende oprydningsproces i løbet af 2008, af ting jeg har forsømt i noget der ligner et helt årti. Men det ska’ jeg først ha’ købt ind til, og det vil koste mig op imod end 8-9.000,- kr. fordelt over 2 måneder og nok ta’ rundt regnet et halvt år at udføre bagefter.
Jeg er dog fast besluttet på, at gøre det og regner med, at blive færdig omkring juletid 2008. Og så ka’ vi jo begynde, at snakke om det så småt.
Men ikke desto mindre ramte Anna mig denne gang på et ømt punkt, for jeg vil meget gerne vise hende min Photoshop Elements 2.0, og det var det, spørgsmålet om housewarming helt oprindeligt blev afledt af i dette tilfælde. Men rent bortset fra det, var vi så småt ved, at være færdig med, at spise. Så den sjat Kronegryde der var tilbage, blev nu båret ud sammen med resten af risene og tallerkenerne og bestik m.m. og den beskedne smule kartoffelmos der var tilbage, for ikke, at sige, at den praktisk talt var fuldt ud konsumeret. Resten af Kronegryden er så vidt jeg er orienteret, efterfølgende blevet puttet i 5 fryseposer med navn og dato på, og puttet i min mors og Bjarnes dybfryser, mens resten af risen og kartoffelmosen, vist bare.
Kort tid efter var folk så småt på vej hjem. Men inden de gik, ville jeg lige ha’ mine 2 bonusstoresøstres e-mail-adresser + deres respektive bedre halvdeles mail-adresser også. Det var noget som jeg oprindeligt havde planlagt fra starten af til denne fest, men jeg glemte, at ta’ min notesblok og stiftblyant med derned.
Men nu da jeg var bevidst om, at min mor lå inde med mindst en kuglepen i sin taske og Sean tidligere havde tegnet på en serviet, så lånte jeg en kuglepen af min mor, fattede en ren serviet og gik hen til min ældste bonusstoresøster, Natasha, som sad på den hjørnestol ved siden af tøjstativet, som jeg tidligere havde anbragt min gavepose på i første omgang.
Hun havde sin godt halvanden måned gamle søn, Matheus, i sin favn. Så jeg spurgte: ”Ammer du ham?” Da jeg ikke rigtig ku’ se om hun gjorde det, det svarede hun bekræftende ja til.
Så spurgte jeg videre: ”Hva’ er din e-mail-adresse?” ”Kan du ikke spørge Nicolai? Jeg kan ikke huske den”, svarede hun. (Nicolai var/er hendes kæreste).
Så jeg gik hen til Nicolai og spurgte ham om både Natashas og hans egen e-mail-adresse, som jeg så fik og skrev ned på den tissegule serviet. Da jeg havde skrevet det ned, overtog først Anna, så Jacob – som sad lige ved siden af – kuglepennen, da Jacob lige ville skrive noget med, at ”Aben er dum” på en anden gul serviet, hva’ han så end mente med det, mens jeg lidt utålmodigt ventede på, at han skulle få snøvlet sig færdig – jeg sku’ jo gerne nå, at ha’ de sidste par mail-adresser med inden de par gæster gik – og de var godt på vej til det.
Da Jacob endeligt var blevet færdig med sit grifleri, fik jeg kuglepennen retur, og gik jeg hen til den modsatte ende af bordet, hvor min yngste bonusstorsøster, Christina, var ved at ta’ tøj på fra deres helt egen bunke af habengut de havde smidt løst foran noget der lignede en branddør lige ved siden af, hvor de havde siddet under hele festen.
Hende – altså Christina – spurgte jeg så også om hendes mail-adresse, hvorefter hun overtog kuglepennen og skrev den ned på servietten. Bagefter var det så hendes mand, Benjamins tur. Og han fortalte den så mens jeg gik i gang med, at skrive den ned på servietten.
Men inden jeg fik griflet færdig, fiskede han sin pung frem og hev et visitkort op derfra og ga’ mig i stedet for, med et: ”Vent lidt… Det er hurtigere”. ”Er det også den mail-adresse du bruger privat?” Spurgte jeg ham så. ”Ja… Jeg har godt nok også en hotmail-adresse, men den tjekker jeg kun en gang hvert halve år”.
Dermed havde jeg fået de 4 mail-adresser jeg gik efter og ville ha’, og jeg stak serviet og visitkort i min venstre bukselomme, hvor mit kamera også lå og hyggede sig, og afleverede kuglepennen tilbage til min mor med tak for lån.
Ellers var der så småt ved, at være opbrud til den lille fest. Og efter lidt snakken frem og tilbage om hvordan nogle af gæsterne kom bedst hjem, blev det besluttet, at ringe efter en taxa med plads til 6 personer, som Sean blev pålagt, at ringe efter fra sin mobil. Og efter en rum tids venten, lykkedes det til sidst, at komme igennem til Københavns Taxi på 4 x 35. Og der ville så gå end 10-15 minutters penge før den kom.
Så trak folk i deres overtøj og gik ud i blæsevejret og mere eller mindre røg en smøg mens de ventede på deres minibustaxa og diskuterede lidt indbyrdes hvordan og hvorledes de greb det an med hensyn til, hvor de skulle køres hen hver især.
Og Sean – som efter hans eget udsagn, havde noget influenza stående i kroppen – havde til lejligheden overnattet hos en kammerat bosiddende på Christianshavn, op til festen. Så i dette tilfælde skulle han samme vej tilbage igen, selvom han normalt bor i Helsingborg i Sverige til daglig.
Så det blev besluttet, at kører ind til hovedbanen og sætte Morten & Co. af, så de ku’ ta’ toget til Helsingør, hvor de bor. Og så derfra køre resten: Anna & Co. og Sean forskellige steder ude på Amager. Lidt efter havde man røget færdig på sine smøger sådan nogenlunde samtidigt med, at minibustaxaen kom. Resten af gæsterne var hhv. i egen bil og på gåben og klarede således selv turen hjemover ved egen kraft.
Da alle gæsterne var gået – og jeg var den eneste tilbage foruden min mor og Bjarne – gik jeg sammen med min mor ind i beboerrummet igen mens jeg for sjov slog kuskeslag og sagde: ”Uhuh, huh, huh, huh… Det’ koldt udenfor”, mens jeg gik hen til Bjarne i køkkenet, som var ved, at rydde op og gøre lidt rent efter festen.
Den nu lettere hullede mørkeblå papirsdug blev taget af bordet med min mors og Barnes fælles hjælp, så min mor blev helt svimmel af, at kigge under bordkanten for, at pille tapen af hele vejen rundt. Dermed blotlagde den bordet, som altså som tidligere nævnt viste sig, at bestå af 4 sammenstillede mindre borde, hvoraf nogle af dem oven i købet havde brændemærker efter smøger fra dengang man måtte ryge i beboerrummen, som man ikke må mere her efter den nye rygelov er trådt i kraft.
Bortset fra det, så blev dugen ellers krøllet sammen og smidt i noget der lignede en hvid vasketøjskurv, som hele tiden havde været udnævnt til skraldespand i den ene ende af køkkenet. Så tog jeg de poser, som mine gaver havde været pakket ind i, og som Bjarne havde lagt ned på stolen, hvor selve gaveposen også lå, og krøllede det hele sammen og smed det ud i samme ”vasketøjskurv”, som papirsdugen nu lå i.
Så tog jeg mit/min overtøj/dynejakke på, hyggesnakkede lidt med min mor og Bjarne mens jeg ventede på, at de skulle blive færdig med den sidste foreløbige oprydning. (Næste dag ventede der jo Bjarne en større oprydning med, at gøre det hele pænt og rent, stille bordene på plads og tømme skraldespanden m.m.)
Men efterhånden blev de færdige, så vi ku’ forlade beboerrummet i go’ ro og orden og i samlet flok mens vi huskede, at slukke lyset efter os.
Derpå forlod vi også cykelkælderen, min mor spurgte om jeg ikke skulle ha’ hætten op i den blæst. Men da jeg jo ikke havde haft hætte oppe under turen derned, gik jeg heller ikke ud fra, at det var nødvendigt på turen hjem, og derfor sagde jeg: ”Nah, nu for vi at se”. Hun bad mig dog i det mindste om, at ringe når jeg var kommet forhåbentligt godt hjem hjem, hvilket jeg lovede.
Derefter sagde vi farvel til hinanden, vores veje skiltes: Min mor og Bjarne gik mageligt de 40-50 meters penge op i deres lejlighed, mens jeg måtte gå omkring en hel kilometer herhjem til mig selv. Og jeg var ikke mere end lige begyndt, at gå ned ad stien fra Nr. 19, før et halvkraftigt vindstød gjorde, at jeg måtte sande, at det vist nok alligevel var en meget god idé, at trække hætten op om ørerne.
Og det blæste så meget, at jeg måtte holde fast i hætten for, at den ikke skulle blæse ned igen. Og der kom et par heftige vindstød mere, senere på turen, hvor scenariet med, at holde fast i hætten gentog sig.
Midt imellem de 2-3 gange vindstød med tilhørende hold i hætten, blev jeg minsandten også tissetrængende et par gange: Hhv. da jeg allerede havde forladt stien fra Nr. 19, og kommet ned på langsiden af ”Ved Bellahøj-vejen” fjernest mit domicil, og igen da jeg kom ud for læskuret til mit lokale busstoppested, hvor der i øvrigt stod og sad nogen der sku’ med bussen. Men jeg havde heller ikke tisset under hele festen – da jeg har en selskabsblære, dog til en vis grænse
Det betød at jeg gik lidt hurtigere de 2 steder mens det stod på. Men jeg nåede hjem i fin stil og skulle nærmest sædvanen tro tisse igen, da jeg låste mig ind i min lejlighed. Det gik dog over igen, jeg tjekkede mit køkken ur, som sagde, ca. kl. 21:10.
Så ringede jeg til min mor, hvor det så var Bjarne, der rent ekstraordinært tog telefonen. Så sagde jeg, at jeg var kommet godt hjem til ham, og han kvitterede med, at sige: ”Ja, det’ fint… hej, hej”.
Så lagde vi begge på, og efterfølgende fik jeg så ellers bare smidt alle mine ting: Kamera, kort, batteri, serviet og visitkort fra mig på hhv. en hylde og på skrivebordet her ved siden af/foran computeren, taget jakken af og hængt den på plads ude i gangen. Men så sku’ jeg pludseligt noget så inderligt ud, at skide, så jeg smed trøjen på sin vante plads på sofaen og gik ud og spenderede de næste små 3 kvarter på at skide og vaske hænder bagefter.
Da jeg var færdig, gik jeg ind i stuen igen og gik i gang med, at trave frem og tilbage over gulve som en løve i et bur, mens jeg talte med mig selv.
Det gjorde jeg så i den næste time til halvanden, inden jeg fik nosset mig sammen til, at smide al vasketøjet m.m. ud i brusekabinen, smide tøjet undervejs indtil jeg kun havde underbukser på – min primære påklædning herhjemme bortset fra min badekåbe i vinterhalvåret, da det i alle tilfælde letter mine toiletbesøg. Så trak forhænget for til sidst m.m. inden jeg afslutningsvis tog netop min mørkeblå badekåbe på.
Så var jeg minsandten gået hen og blevet møgtørstig, så jeg flækkede en liter saft sammen og høvlede den ned i løgnhalsen på de vanlige 30-40 sekunders penge det nu ta’r.
Da jeg aftenen forinden – altså om fredagen – havde optaget fredagsfilmen: ”A Knight’s Tale” på dvd, sku’ jeg bruge omtalen af filmen når jeg engang ska’ til, at lave omslag til dvd’en. Det havde jeg lige en halv times tid til, at få klaret inden midnat, hvor det sandsynligvis ville forsvinde fra DR’s netprogramoversigt, da man kun ka’ gå en dag tilbage derinde.
Så jeg tændte rent ekstraordinært for computeren og ordnede mit forehavende med, at få kopieret filmomtalen over i et Word-dokument, tilpasset det og få det gemt bagefter. Jeg ordnede så også lige ved samme lejlighed nogle andre hurtige småting både før og bagefter, nu da computeren alligevel var tændt. Jeg ville så også ha’ begyndt på denne beretning, men da jeg var klar over, at det ville minimum ta’ flere timer, som tidspunktet taget i betragtning kun kunne tages fra min nattesøvn, valgte jeg, at afstå fra det og vente til på den anden side af min skønhedssøvn.
Så jeg lukkede min computer ned igen, tog mine godnatpiller, pissede af m.m. og krøb til køjs, ca. kl. 0:40, natten til søndag den 27. januar 2008, efter, at ha’ været oppe i godt 14½ times tid. Og nu kunne historien sådan set godt være slut, men det er den bare ikke helt endnu.
For mens jeg lå der i sengen og gassede mig i min tålmodige venten på, at falde i søvn, kom jeg pludseligt i tanke om: ”For fanden da også, jeg har jo helt glemt, at bonen til den grå trøje med V-udskæring, jeg havde købt til Bjarne i den fejlagtige tro, at det var Turtle Neck, lå i den ene af de poser – selve gaveposen – jeg smed ud nede i beboerlokalet kort før vi gik.
Den skulle Bjarne jo bruge, når han sku’ ha’ den byttet. Ellers ku’ kun få et tilgodebevis. Det måtte jeg for alt i verden nå, at fortælle Bjarne inden han tømte skraldespanden den følgende formiddag.
Så faldt jeg lidt senere i søvn og drømte, at jeg ikke nåede, at fortælle ham det før det var for sent.
Da klokken så var, ca. 10:30, stod jeg kortvarigt op, ringede på Bjarnes mobil, spurgte om han havde tømt skraldespanden – det havde han heldigvis ikke – og så fortalte jeg ham, at bonen til trøjen lå i en af de poser jeg havde smidt ud aftenen før. Han ledte poserne igennem og fandt den sorte pose fra Tøjeksperten Egebjerg, jeg sagde den var i, og hvor bonen ganske rigtigt også lå i. Og så sent som nu i går eftermiddags, på den for længst hedengangne amerikanske skuespiller W. C. Field alias William Claude Dukenfields 128 år fødselsdag på tirsdag den 29. januar 2008, var Bjarne ude, at bytte den til en Jakke han dog betalte lidt mere for end jeg havde givet for trøjen. Oplysningen har jeg fra, at han ringede i løbet af aftenen og spurgte om, jeg stadigvæk havde bonen til Pirates of the Caribbean 3 Ved Verdens Ende, da han ikke ku’ få den byttet uden bon når den ikke var plomberet.
Da jeg ku’ huske, at jeg havde lagt en bon synligt til side på en hylde, som jeg vidste hvor var, fandt jeg den hurtigt frem og ringede tilbage til ham og fortalte det glade budskab.
Så nu ska’ han bare ha’ den. Men da jeg senest om et par dage, på fredag den 1. februar 2008, ska’ ha’ købt ind med mere, ka’ jeg jo ved samme lejlighed slå et slag forbi hans og min mor domicil på Bellahøj. Og da han i øvrigt også har lovet mig en god stærk ost, som jeg godt ka’ li’ ligesom ham, og som han i øvrigt havde lovet mig før festen og så evt. ta’ den med til selve festen, så jeg ku’ få den med mig hjem derfra.
Så dermed ku’ vi jo lige – bytte, bytte købmand – lave en udveksling bon og ost imellem: Jeg fik osten og han fik bonen, da han glemte, at ta’ osten med til festen i lørdags som sagt. Og ved den lejlighed glæder jeg mig også til, at se hans nye jakke, han har fået i bytte for den trøje jeg ga’ ham.
Men tilbage til den sidste slutspurt af historien: Efter jeg havde ringet til Bjarne og fortalt ham om bonen i gaveposen, hoppede jeg i kanen igen og tog omkring en god times slapper og søvn mere før jeg stod rigtigt op, ca. kl. 11:35. Så gik jeg ud og pissede af m.m. inden jeg startede computeren op m.m. og begyndte på denne historie.
Og som nævnt i starten gjorde jeg 3 forgæves forsøg på, at skrive det direkte ind i min årbog på min hjemmeside, som hver gang gik rabundus pga. diverse fejl m.m. Men så forsøgte jeg i et Word-dokument, og det gik meget bedre – Word gendanner nemlig dokumentet hvis den lukkes pludseligt ned. Så det bliver nok modellen i mine fremtidige indlæg her i min årbog, at jeg skriver hele balladen i et Word-dokument og bagefter kopierer hele svineriet direkte her over i årbogen når jeg har skrevet det helt færdig.
Men så har jeg dermed pludseligt også fået mulighed for både at kopiere det hele over i min blog på adressen:
www.blog.tv2.dk/buggiewonderland
, og evt. også printe det ud meget nemmere. Hvilket jeg nok også vil benytte mig af med både dette og fremtidige indlæg her i årbogen. Så – indrømmet – denne historie blev lidt lang, men nu er den også snart ved, at være slut.
Jeg mangler faktisk bare lige at sige, at dette var forløbet af: ”Fejringen af min bonusfar, Bjarnes 65 års fødselsdag”, set fra mit synspunkt. Hele denne beretning m.m. fylder godt og vel 27½ A4-side, og jeg vender tilbage her i Årbogen for 2008, allerede om en lille halvanden måneds tid, når jeg selv fylder 35 år på torsdag den 6. marts 2008.
Indtil da vil jeg bare sige tak for denne her gang, og ikke mindst tak fordi du havde tålmodighed til, at læse hele denne svada igennem.
Tiden siger: onsdag den 30. januar 2008, kl. 6:10:12, hvor jeg har kæmpet hele natten for, at blive helt færdig med det. Denne nu ovennævnte dato er i øvrigt også dagen, hvor den tidligere svenske, og for længst hedengangne statsminister, Olof Palme, ville være blevet 81 år gammel. Slutteligt vil jeg bare sige på godt gensyn i det næste indlæg om end lille halvanden måneds penge. hej så længe indtil da, og jeg håber du nød lige netop denne beretning.